Brevkasse | |
Helen Smed er farmaceutisk redaktør på apoteket.dk. Helen er uddannet farmaceut i 2002 og har været ansat på apotek i 5 år. På apoteket har Helen undervist i anatomi, fysiologi og farmakologi. |
P-piller uden stop
Hej Helen
De sidste to gange hvor jeg egentlig har skulle have min månedlige pause, har jeg bare fortsat på en ny pakke, altså jeg har ikke haft mens de to sidste måneder. Er det egentlig usundt for kroppen bare sådan at fortsætte uden pause. Jeg skal tage min sidste pille på lørdag og holder så pause den næste uges tid, kan ens mens godt ændre sig lidt med hvornår den kommer når det nu er så langt tid siden man sidst har haft det. Og tilsidst, hvis jeg med 100% sikkerhed kan sige at jeg har taget pillerne korekt og ikke forsent de sidste tre måneder, så er der vel ingen chance for at være blevet gravid??
Hilsen Solvej
Kære Solvej
Tak for dit spørgsmål.
Der er ingen danske p-piller, der er godkendt til non-stop indtag - og heller ikke til indtag 2-3-4 måneder i træk. Det er generelt accepteret, at en pige tager to æsker i træk for at springe en menstruation over, som ellers ville komme på et ubelejligt tidspunkt. I udlandet findes der p-piller, der er godkendt til indtag op til halve og hele år ad gangen. De er ikke kommet på det danske marked endnu.
Da dine p-piller ikke er godkendt til det, kan jeg ikke umiddelbart anbefale dig at tage 3 æsker i træk. Det er også vanskeligt for mig at sige noget, om de helbredsmæssige aspekter i det. Der var en del debat om emnet, da 6 måneders p-pillen kom frem i udlandet. Der var ikke enighed blandt læger og andre sundhedsfaglige omkring helbredsrisici.
Hvis du tager p-pillerne korrekt, bliver du ikke gravid. Du skal dog holde øje med, om du pletbløder eller på anden måde oplever forandringer. I det tilfælde kan du ikke være sikker på beskyttelsen, og du bør heller ikke gentage en 3 måneders behandling. Det er ikke sikkert, at din mens vil være anderledes end ellers, men der er en god sandsynlighed for det.
Med venlig hilsen
Helen Smed